Dune: Part Two

Villeneuve gør ørkenen til en katedral. Storslået, tungt og næsten for smukt til sit eget bedste.

Der er film, man ser, og film, man sidder inde i. Anden del af Dune hører til den sidste slags. Fra første sandorm til sidste nærbillede er alt bygget til at fylde rummet, og det lykkes.

Ørkenen er ikke kulisse her. Den er filmens hovedperson.

Det, der bærer

Lyden gør halvdelen af arbejdet. Hans Zimmers musik ligger som et tryk i brystet, og når den forsvinder, mærker man stilheden. Billederne er ryddet for alt overflødigt, så hver silhuet står skarpt mod sandet.

Det, der halter

Paul Atreides’ forvandling går hurtigt. Bogen giver den tid til at blive foruroligende; filmen springer et par trin over og beder os tro på resten.

Dommen

Fem stjerner. Den sjette mangler, fordi fortællingen ikke helt kan følge med billederne.